Vikingespillene

TIL VIKINGESPIL I SOMMERLANDET

”Svar mig så, hvad du synes om at skulle dø?”

Torkil stikker den vældige jomsviking sin økse for brystet, men den fangne kriger svarer uden at blinke: ”Enhver skal miste livet før eller senere, og jeg husker Jomsborgs love dårligt, hvis jeg skulle være bange eller klynke, så jeg synes godt om at skulle dø!”

Regnen trommer mudder på den nedtrådte kampplads, og de hoverende nordmænd og bundne jomsvikinger forsvinder næsten i det bulmende aftenmørke, men nu og da kaster Tor himself glans over prøven på årets vikingespil, og frederikssundsvikingerne er ikke sådan at bide skeer med. I to en halv time har de udholdt det piskende ruskende vejr, mens instruktøren, Pierre Miehe-Renard, springer rundt under en paraply som en anden fætter Vims, og lydmanden og forfatteren, undertegnede, er krøbet dybt ind i det opstillede telt. Jomsvikingevejr, men humøret er trodshøjt, og titelrolleindehaveren, Arnulf Ulveblod alias David Wittenburg, kæmper videre i den gennemblødte tynde t-shirt. Hakon jarls purunge sønner jubler over udsigten til en blodig halshugning, men mor Signe synes ikke, den slags underholdning er for børn.

”Men hvordan skal vi dog lære at blive mægtige jarler ligesom far, hvis vi aldrig må komme med ham på arbejde?”

Troldkvinden Hordebrud giver dem ret, og med den mening afspejler hun hele den frederikssundske vikingeånd, for er man viking og har sin gang på vikingebopladsen, så er der plads til alle uanset alder og erhverv.

Vikingespillene i Frederikssund er en unik begivenhed, der som bekendt netop Sankt Hans aften i år fejrede sit 60-års jubilæum med en festforestilling, der lokkede guderne ned fra Valhal. Men endnu mere unikt er det, at vikingebopladsen med alle sine mangeartede aktiviteter året rundt samler en hel by til fælles dåd og samhørighed. Bopladsen på Kalvøen er en levende boplads med toneangivende slægter og traditioner, og tredje generation står nu på scenen. Hytterne har de selv bygget og navngivet. ”Ragnarok”,  ”Munin”, ”Tjalfe”, ”Jomsborg”. En af dem blev bygget om et træ, men da træet voksede, brast det fastsømmede tag.

David er født her, han har gylpet og kravlet og stavret mellem skjolde og sværd og er nu nået frem til hovedrollen, hvor han må kæmpe imod sin egen kødelige far, vikingespillenes formand. Flere hundrede mennesker samles om det årlige spil, som nok er en familieforestilling men absolut ikke børneteater. For skjoldsplinterne flyver, kvinderne slås som furier, og de helt store følelser strømmer mellem træerne som duvende tsunamier. En af vikingerne fik engang en finger hugget halvt af, og hjemme på min væg hænger Arnulfs sværd, Ormstand, vel at mærke i to dele, men teaterblodet kamuflerer det rigtige. Fakler og had, hævn og bragende latter, for det skal være sjovt at spille vikingespil, råber Pierre opmuntrende under sin dryppende paraply, og forfatteren har gjort sig stor umage for at skrive et spil, som Svend Tveskæg og hans hird ville kunne grine og skåle ad.

”Hvad med dig Fede? Hvad synes du om at skulle dø for min økse?”

”Kæft med at være bange, men der er en ting, vi jomsvikinger har diskuteret, og det er, om man mon kommer til at bevæge sig lidt, hvis man bliver hugget lige i ansigtet? Hug mig nu hårdt og direkte i fjæset og se så nøje efter, om jeg blinker med øjnene.”

Bue den Digre har nok skjoldet over hovedet som regnværn, men replikken slår som ild. Arme Frejdis, som må have gudinderne til hjælp for at frelse sin elskede af jarlens vold og pagten med Fenrisulven. Hvis yndige datter for øvrigt er med på danseholdet, når hun ikke trækker heste. Eller hunde. Eller får, for alle giver en hånd med, hvor det trænges, bygger, maler, syr, griller, laver plakater og arrangerer vikingemarked. Der er så mange ting, der skal ordnes, mens krigerne slås. På Kalvøen er der ingen fjernsyn, men bålene brænder, og der snakkes, mens flammerne flakkes, og der drikkes øl. Stærkes drikkehorn kan rumme fem liter mjød, men han er skam pinlig ædru, når han spiller guden Tyr, og han står lige under det guldaldersmukke fakkeloptog, der slutter enhver forestilling. Oprømte, leende, bevægede og benovede får publikum lov til at gå gennem æresparaden af fakkelbærende skuespillere og aktører, når stjernerne er tændt, og bilerne skal findes. Hvor mange bysamfund kan egentlig hamle op med det her? Da bedemanden kom til byen og var ny blandt fremmede, gik han ned på bopladsen og blev viking og fik venner og sammenhold på en sommer. Måske er han kristen, så måske går han ikke med goden Grundtmann til blót fire gange om året, men jeg har vovet mig med. Stået på bakken over fjorden da soltegnet lyste på jorden i sommernatten og guderne blev hidkaldt, så det gjaldede over vandet. Men jeg drak ikke af hornet, da det gik på omgang i kredsen under hyldest og anråb. For en god ordens skyld så lægger vikingebestyrelsen afstand til ethvert politisk og religiøst tilhørsforhold, og kredsen på bakken var ikke stor. Men den var der.

Det hele begyndte, dengang borgerne i Frederikssund fandt på at holde en byfest over tre dage med vikingetiden som tema. Skuespilleren Per Buckhøj kastede sig med liv og sjæl over at forvandle malersvenden, manufakturhandleren, dommerfuldmægtigens kone og blikkenslageren til væne møer og vilde vikinger, og det bed fast! I 60 år. Roar og Helge var første forestilling, og selveste Poul Reichardt instruerede fra 1965 til 1968. Konger og sagnhelte, guder og jætter, trælle og helte har trådt hinanden i gruset på den store friluftsscene under de brede bøge, og lurerne har gjaldet. Vidunderlige scenografier og skønne dragter har prydet scenen, mens der bagved på bopladsen blev afholdt ærefulde skægkonkurrencer og øvet til vikingedyster. Rejseholdets grilhold og serveringspiger har mødt op til adskillige firmafester for at få ekstra indtægter i vikingespillenes kasse. Og gennem alle årene er replikkerne blevet optaget på spolebåndoptagere, videomaskiner og nu avancerede computere, og det har sikret, at de rollehavende kunne rekrutteres meget lokalt. Gode professionelle lydfolk og instruktører har hjulpet mangen en tøvende amatør frem til en glimrende præstation.

”Og hvad så med dig, som står der og ser så drabelig ud? Har du lige så meget mod på at dø, som du ser ud til, eller vil du hellere trygle jarlen om dit liv?”

”Du kan gøre, hvad du vil med den økse, men løs mig af rebet først, for jeg trænger sådan til at pisse.”

Whups! Sagde han virkelig det? Hvor ustuerent! Men er der smæk i sproget på scenen, så er det for intet at regne imod den fuldblodsroman som ligger til grund, for i sagaen om Arnulf, der bliver til jomsvikingen Veulf, er der ingen muntre mjødbryggere eller skæmtende trælkvinder, ingen fagre gudinder og smaskirriterende ravneråb. Derimod er der blodig realisme og autentisk drama, vikingerne ud af børneværelserne og de platte fantasyhistorier. ”Endelig er der én, som fortæller, hvordan det virkelig var med vikingerne … the real thing.” Derfor står Arnulf nu på scenen.

Men Vagn Ågesøn, som skal levendegøres af Carsten Malle, har lidt svært ved at få hold om en replik, og så må forfatteren spørges. Ved Odin om en mand har mod til at dø, når han står ene og ringeagtet – hvad mener du med det? At Arnulf har gjort sit bedste, men han har jo mistet sin elskede, og han har dræbt sin bror, og nu skal han tilmed dø! Svaret bliver langt, men tonefaldet finder klangbund, og Vagn er ikke hvem som helst. Han er én af top-ti psykopatheltene i den klassiske vikingelitteratur, og Carsten har ædt spædbørn lige siden han fik rollen. Shit, blev der hvisket gennem den skuffede skare, men rollen som Svend Silkehår var der også rift om. Ikke mindst blandt de skallede.  Vikingespillet er amatørteater af bedste skuffe, og alle, der ønsker en rolle, skal have en rolle, men publikum skal samtidig have fuld valuta for pengene, og det får de! Det kongelige teater i Ulvedalene? Kom bare an! Nogle af de medvirkende har blot et par enkelte replikker, og nogle går om som de allestedsnærværende farverige folkemængder, mens andre er semiprofessionelle skuespillere med store drømme. Divaer tilmed, i alle fald en enkelt, men Alex Schwarz havde sit livs glansrolle sidste år, hvor han spillede sig nær et kollaps under flugten fra Egilssund og måtte have akuthjælp af samaritterne. For de mange hundreder af publikummer ventede og ville se mere. Og Leif Kløvnæse lovede ikke at slå ham for hårdt i Haraldsfjords-scenen. De står nemlig sammen, vikingerne fra Frederikssund.

”Althit Frejdis når du går,” synger Pierre, for nu er det Thit, der spiller Frejdis, som skal ud i den silende regn for at prøve sin scene med Freja. Hun springer som en nymfe og bøjer sig for gudinden, men som de andre får hun lov til at slippe for at sætte sig i mudderet i aften. Det gik lidt ud over Svends dødsscene, men den har de allerede haft igennem mange gange, så det går nok. Til Sankt Hans klarer vejret op, forsikrer vi hinanden om, ligesom sidste år, da første del af Arnulfs saga blev opført. Og i sommers fløj over hundrede vikinger til Sydspanien for at opføre Arnulf Fenrisfrænde med deres spanske vikingevenner i Catoira under byens vikingefestival. Først oversatte Freja forestillingen til engelsk, og så blev den oversat til den lokale dialekt. Formidabelt. Uforglemmeligt. Og siden har økonomien lidt af en slagside, men hvilke andre byer end Frederikssund kan se så mange af sine borgere drage af sted på så storslået en færd? I vikingetøj. Gennem Kastrup lufthavn. Den spanske borgmester var heroppe på besøg, og de spanske aviser skrev og skrev. Skulle han have spillet med, ville han have været en af Odins skræppende ravne. Og han hyggede igennem på bopladsen, spiste voluminøse midgårdsormepølser og saltsild og drak mjød fra Heidruns yver, for det kan købes alt sammen i grillen.

Mange af tilskuerne ankommer flere timer, før spillet begynder. Hygger på bænkene. Lader hunde og børn rende frit. Madkurv i det grønne, midsommeren er over os, fjorden er blå, og bronzesmykkerne billige. Lurblæserne øver sig et sted, og aktørerne lister til Gimle for at skifte tøj og blive sminket. Kom og se langhuset, mor! Far og jeg har fundet et rigtigt langhus lige derhenne! Og heste og kaniner og lam!

”Dig med det store hår, er du ræd for at dø, eller er du ligeså rædsomt ligeglad som alle de andre?”

”Jeg har haft en god tid og sætter mig gerne til gilde i Valhal, men jeg er meget påpasseligt med mit hår, og jeg vil ikke have blod i det, for det er så klistret. Så inden du hugger, skal du lade en mand holde håret fra min hals og sørge for, det ikke bliver sølet til.”

Udødelige ord, kun nænsomt og respektfuldt restaureret, for kilderne, de gamle sagaer, skal værnes, selvom min fiktion får lov til at flette sig rundt om autentiske personer og begivenheder.

Arvesølvet skal værnes. Kulturen skal værnes. Og vikingespillene skal leve videre, så også fjerde generation får rejst sig af sparkedragterne som asynjer, skjoldmøer og hirdmænd. Hel råder under jorden på Kalvøen, og det tredobbelte HIL bliver råbt, så træerne strækker sig af fryd, men alle må være med. Også forfattere på sidelinjen.

Det her, venner, det ER unikt! Det er smukt, det er misundelsesværdigt og det er stort, men det er først og fremmest båret af sammenhold og varme og hundredvis af individuelle historier, og derfor lever det! Og er værd at opleve. Man risikerer at blive afhængig.

”Så velkommen til 60-års jubilæet! Det bliver jættegungrende spektakulært!”

Skreg Odin i regnen. Og han må vel vide det?