Dagbog

Dagbog

I februar 2017 skrev jeg dagbog over den første uge i skabelsen af "Blodringen", som blev bragt i netmagasinet om kreativitet "Into My Mind" under overskriften "Hun er vikingearvens beskytter". Jeg blev bedt om at give læserne et indblik i tanker og processer midt i mit forfatterliv, og tilfældigt skete det så i de dage, hvor jeg afsluttede fjerde bog i Arnulf sagaen, samtidig med at jeg påbegyndte den femte 😊 

Dag 1.

Det her bliver mit livs sværeste resarch! Jeg skal begynde på den femte bog i min store vikingeserie Arnulf sagaen i dag, og jeg VED, det bliver frygtindgydende at få styr på stoffet, for jeg er vitterlig på vej ud på dybt vand - men jeg ved også, at læserne forventer sig meget, og at vejen ikke kan gå andre steder hen i dette bind af min episke tour de force igennem den store nordiske historie i årene op til årtusindskiftet. Som i femte bog "Blodringen" bringer min hovedperson, jomsvikingen Arnulf Ulveblod til væringegarden i Konstantinopel. Væringegarden var kejser Basil's livvagt af vikingekrigere, og Konstantinopel, som vikingerne kaldte Miklagård, er det nuværende Istanbul. Shiiit, hvor uoverskueligt!

Nå, men ét skridt ad gangen, så først skal der ryddes op i alle bunkerne efter fjerde bog, som jeg i øvrigt bruger de første morgentimer på, fordi korrekturlæseren havde en række noter og spørgsmål. Aftaler et telefonmøde med hende på onsdag og går så i gang med rodet. Bunker, bunker, bunker. Sortere, sortere, sortere. Og så på hovedet i den store tunge dragkiste fra 1700-tallet, som indeholder alle mine vikingebøger og vikingenoter fra de tidligere bind i Arnulf sagaen. Graver mig ned gennem mine kaotiske samlinger. Gennem de islandske love og Svend Tveskæg i England og forbi fyrst Vladimirs Kiev og dyngerne om skibe og kamp og mad og tøj og bygninger og mytologi. Dybere og dybere - hvad skal jeg bruge denne gang? Yes!!! Jubiii  Kloge mig har gjort noter vedrørende væringegarden, hvor jeg nu har mødt dem i min tidligere research, og endda skrevet titler ned på bøger, jeg kan bruge, hvis jeg nogensinde vil den vej. 

Efter bunkerne er det bøgerne - alle mine fagbøger om vikinger. Igen: Hvilke indeholder noget relevant? Op med dem og ned med de andre, og det er næsten frokosttid, før jeg kan lukke låget på kisten. Wow, som der pludseligt ser pænere ud omkring mit skrivebord! Maden må vente, for jeg skal lige bestille 19 bøger hjem fra biblioteket og sender også lige biblioteksvagten en længere mail om hjælp.

Spiser mens jeg beslutter mig for at begå en navneliste, som jeg i årevis har ønsket mig at gøre det. Jeg samler konstant vikingenavne og fører lister over dem, men jeg har aldrig samlet dem i ét alfabetisk dokument, så det bruger jeg nu nogle timer på. De er fundet alle vegne, i sagaer, på runesten, via fagbøger og google. For mig er navnet alt! Hvis navnet er godt, møder jeg personen med det samme og ved, hvem jeg har foran mig. Kraften og klangen i navnet er selve afsættet, og vikingetiden er spækket med helt vidunderlige glemte navne, som er indiskutabelt vikingske men aldeles ubrugt i vores tid.

Og så kan det være nok! Børnene kommer hjem, hundene vil ud, og min mor kikker forbi med fastelavnsboller, nammenam! 

Dag 2.

Vågner kl. 5 men en knivskarp fornemmelse for to sætninger, som bare SKAL nå at blive ændret i bog fire, inden den går i trykken. Det tager jeg med korrekturlæseren i morgen. De har ligget og skurret i baghovedet, og nu kan jeg mærke hvorfor. Så ud med dem! Eller skal de bare skrives om?

Der er kommet svar fra biblioteksvagten, som udførligt har samlet links til en masse litteratur, jeg straks søger på. Problemet med nogle af titlerne fra i går er, at mange af dem slet ikke findes på biblioteket, fordi de er for nørdede, hmm...

Udfærdiger en liste over alt det, jeg skal have tjekket op på: Google, youtube, venner med historisk viden, kildefortegnelser i de bøger jeg allerede har, billeder og kort og ikke mindst facebookgrupper, som er dedikeret til det byzantinske univers, og der er faktisk adskillige. 

Bruger tid på at samle dem på en liste og begynder at tjekke dem ud, ikke mindst deres links.

Den første jagt er altid at samle og samle. Bagefter sidder jeg udmattet og glor på bjerget, og den eneste grund til, jeg ikke går i panik er, at jeg har tolv historiske romaner bag mig, så jeg VED, jeg finder min vej, og at det ER muligt!

Læserne tror, jeg allerede har strukturen klar til femte bog, men den skrækindjagende sandhed er, at jeg ikke aner, hvad den kommer til at handle om - endnu. Kun at der venter en medrivende fortælling, fordi jeg har fat i en guldåre! Men jeg skal først kende det historiske univers, den politiske baggrund, samfundet og de autentiske personer og begivenheder, og SÅ kan jeg begynde at flette Arnulfs fortælling ind i skelettet. Det er lykkedes hver gang, så jeg er ikke nervøs. Bæltet skal bare spændes hårdt på denne færd.

Dag 3.

I dag gælder det noterne. Jeg skriver altid noter til den senere udvikling i Arnulfs saga: Hvad kan eventuelt komme med, hvad finder jeg, som bør nævnes, hvad har folk fortalt mig, hvilke anekdoter er for pragtfulde til at overse, og hvad er grundtemaet for næste bog? Jeg er brændende bevidst om, at en serie skal være bredtfavnende. Jeg vælger en autentisk begivenhed og væver derefter Arnulfs liv ind i den, mens jeg følger årstallene og beslutter mig for, hvilket aspekt af vikingelivet der skal træde frem denne gang? Jeg er daneskjald, og min mission er, at videreformidle og genoplive vikingetiden, så læseren får den helt ind under huden i al dens mangfoldighed. Første bind "Arnulf" handler om den unge voldsomme mand, der tumler ud i vikingelivet. Andet bind "Jomsvikingen" om krigerliv og stærke mænd med farlige ambitioner, det år Svend Tveskæg og Olav Tryggvason ville erobre England. Tredje bind "Odinsulven" om hævn og langfærd og den russiske vikingefortælling, og fjerde bind "Fenrisfærden" om asatroen i alle dens afskygninger, trosskiftet og den islandske sagatid. 

Jeg begynder at skrive alle mine løse idénoter ind i et samlet dokument. En vigtig person at tale med bliver en god ven, der som professionel kriger med over tyve års aktiv erfaring også arbejder som livvagt for kongefamilier og internationale kendisser. Han ved, hvordan den slags foregår i dag, og det kan jeg bruge i en historisk kontekst.

Telefonmøde med korrekturlæseren. Så er der styr på fjerde bog. Yes!

Dag 4.

Sætter kaffen over. Står foran bunken og strækker ryg og arme. Vælger den bog, som en nørd inde på en facebookgruppe anbefalede varmest. Og begynder at læse...

Dag 5.

Spekulerer på, om der egentlig burde være endnu et allersidste mindre kapitel i fjerde bog? Har ellers afrundet den, så læseren selv tydeligt fornemmer forløbet efter sidste scene, men jeg læser slutningen igen og bestemmer mig for, at det ikke vil berige værket. Alt er godt  

Læser videre i min research mens jeg savner at skrive! I virkeligheden er jeg ikke særlig vild med at researche, og jeg har mange gange ønsket mig at kunne bytte hoved med diverse eksperter og historikere bare et par timer, så jeg fik overblikket, men nej - vejen skal trampes selv! Og jeg er nådesløs samvittighedsfuld og kompromisløs, så ALT skal tjekkes og dobbelttjekkes og trippeltjekkes, inden jeg vil bruge det. Historiske kilder kan tage fejl eller være politisk motiverede. 

Men ved Fenris, som det her er en juvelkiste at dykke ned i! Yehaaa - hvad der dog ikke kommer til at vente Arnulf i den her bog! Tænk engang, han kommer direkte fra Islands tørvehuse og øde forblæste klipper og barske sagaliv og så ned i varmen og pragten i en af datidens allerstørste kulturer. Det bliver formidabelt! Flammerne blusser op og jeg falder ind i det intense flow, som altid strømmer igennem mig, når jeg skaber, kvæder, sejder! Ildblod og ravnevinger! Arnulf og hans seks blodbrødre hanker op i deres våben med deres arrede ansigter imod mig, og ved Odin, som vi kender hinanden! Og som vi dog skal stævne ud denne gang! Voldsomt og vildsomt og rungbrystigt! Det er blodbrødrene fra Jomsborg, som er Blodringen og titlen på femte bog.

Dag 6.

Jeg har lyst til at begynde "Blodringen" med et brag af en actionstart. Ved ikke lige hvor og hvordan og hvorfor, men jeg har lyst til at slippe vildskaben løs fra første ord og med et gjaldende brøl slå fast, at Arnulf og hans kampfæller er draget ud for at begå sig, så selv kejseren af Miklagård ikke kan sidde det overhørig! Eller hvordan det nu bliver? I alle fald ikke stilfærdigt  Silke og vin, magtspil og rubiner, vi er på vej sydpå, og jeg er i heftigt selskab, så kedeligt bliver det ikke, ha haaaah, ikke et sekund! Kejserens livvagt, wow! Væringegarden var frygtet som ingen andre, og Arnulf kender op og ned på sit sværd Ormstand og har så mange ar nu, at selv garvede krigere ser ham tøvende an.

Men jeg holder fortsat både Slejpner og Fenris tøjret, for intet skal slippes løs, før jeg står på en fast grund af viden og indsigt, og det slid kommer til at tage de første måneder, mens jeg må holde ud, at jeg i den periode må forblive stum og vente med at skabe. 

Så: Læse, læse, læse, som en anden Gandalf og ikke springe over det mindste strå om gærdet...

Dag 7.

Ringer til en god vikingeven og vender mine tanker med ham. Mens jeg læser videre.

Arnulf er jomsviking og elitekriger, men han er også far til snart fire børn, og han er både frygtet, hyldet og fredløs. Kendt med jarler og konger og kampe og begivenhedsrige rejser såvel som nybyggerlivet og de krigstraumer, som ingen viking ville kalde for krigstraumer. Han er mærket på krop og sjæl og håndterer det, som han kan det i år 996. Han har ulvenætter, og de dræbte forlader ham aldrig, og ganske ufrivilligt kommer Arnulf sagaen i spil med nutidens debat om nationalisme og integration og religion og relationer. Vikingerne drog ud og oplevede, og de slog sig ned eller rejste hjem, de dræbte eller indgik venskaber, og de mødte folkeslag og kulturer og guder og blandede sig, så det er imponerende at følge deres spor ud over den halve verden. 

Jeg trækker aldrig min egen samtid ind i mine historiske romaner, og jeg vil intet politisk med dem, for det første jeg altid gør er at lægge min egen moral, etik, humanisme og næstekærlighed fra mig, for den kan jeg ikke bruge til noget, når jeg skal følges med Arnulf. Det næste jeg gør er at skrotte alle mine egne ønsker om, hvordan jeg selv gerne ville have, at vikingetiden burde have været, for jeg vil møde det historiske menneske åbent. Og så lytter jeg! Til kvadene og skibene og sværdet og længslerne og livsfaren og æren og guderne og Norden. Og så vælger jeg at være karsk og barsk og realistisk og autentisk og ikke lægge noget til og ikke trække noget fra og ikke bruge nogle Hollywod-effekter - og så skriver jeg! For det har jeg ret til som vikingeefterkommer! 

Arnulf har lært mig, at kun den, som sætter sejl fanger vind! Og at alt godt kommer til den, som går ud og tager det!

Og allerede i næste uge er jeg meget klogere på togtet ...